Mød Rouy Rhut... !!

Som jeg har skrevet om for noget tid siden, samarbejder vi med et medical team fra Malaysia, der hvert halve år tager med os ud i fjendeskoven. Sidst de var her så de bla. en lille dreng, som de anbefalede vi tog til børnehospitalet i Siem Reap, for at få ham grundigere undersøgt. Drengen hedder Rouy Rhut, er i følge forældrene 13 år gammel, og er den yngste i en børneflok på 8 søskende.
Han blev født uden højre øje, og med næsten intet syn på venstre øje. Du undrer dig måske over hvorfor jeg skrev at lægerne så en "lille" dreng, men på grund af under og -fejlernæring er han ekstremt lille af sin alder, og har nærmere størelse af en 7 årig.
Jeg tog afsted sammen med evangelister fra Countryside Harvest Mission, og første skridt i processen var at tage ud og finde hvor familien bor i området, hvor der ikke er gader og veje, med derimod en labyrint af stier, og små hytter der dukker op, som ud af det blå!

Vi har kontakt til et kristent par i området, og manden guidede os hen til familien.

Rouy Rhut og forældrene.

Da vi kom hen til forældrene til drengen, var de noget skeptiske overfor at vi ville have ham med på hospitalet. De var bange for hvad der kunne ske med ham, og også for de økonomiske omkostninger. Der er en generel skepsis i forhold til sundhedssystemet, og det er svært at fortænke dem i det. Det er ind imellem nogle voldsomme historier vi hører fra de lokale distrikt- klinikker, og det kan ofte blive meget dyrt for dem.
De besluttede sig for at de gerne ville have ham på hospitalet. Hvis der var en chance for at hans syn kunne forbedres måtte de gribe den.
Det er svært at være handicappet Cambodja. Der er ganske få tilbud til dem, og mange ender på gaden som tiggere. I Fejendeskoven hvor der er absolut intet, er det nærmest umuligt at være handicappet. Det ved forældrene, som er ved at være gamle og svagelige, og det kan være svært at se hvilken fremtid en dreng som Rouy går i møde.

Jeg har lyst til at fortælle lidt om forældrene, inden jeg fortsætter fortællingen om Rouy!
Det første jeg bemærkede ved faren, var de mange religiøse tatoveringer han har på hele kroppen, op ad halsen og på ansigt og hænder. De fungerer som en slags amulet, en beskyttelse mod onde ånder, ulykker og sygdom. Når han fortæller sin livshistorie, giver det en forståelse for hvorfor han har tatoveringer på hele kroppen. Der er mange ulykker der har ramt ham.
Det første jeg ligger mærke til ved moderen er, at hun ikke kan gå oprejst. På billedet ovenover trodser hun smerterne for kameraets skyld. Hun kommer frem ved at kravle på hænder og fødder, og kæmper daglig med stærke smerter. Hun har gennem flere år haft tuberkulose, som er gået i knoglerne, og som har gjort hende til krøbling. Hun er i behandling for tuberkulosen nu, så den ikke udvikler sig yderligt.
Familien bor på et stykke jord som de officielt ikke ejer, og det gør dem ekstremt sårbare. De har oplevet at lokale myndigheder har brændt deres hus af, med alle ejendele, to gange. Sidste gang med så kort varsel at Rouy var ved at miste livet.
Det er desværre virkeligheden for stort set alle familier i området, der i forvejen er ekstremt fattige, og selvom de efter den sidste afbrænding lavede en samlet klage til præmiere ministeren, og derefter fik et dokument på at de bor der lovligt, tør de ikke helt at stole på det. Når et stort firma kommer og tilbyder tilpas meget for et stykke jord, gælder familiernes officielle dokument ikke meget.

Vi tog Rouy og hans forældre med til Siem Reap, hvor han dagen efter skulle til undersøgelse på børnehospitalet.
Øjenlægen vurderede at der var en god mulighed for at forbedre synet på venstre øje ved en operation, som han ville kunne få 3 dage senere.
Mens vi var der, blev han også undersøgt for tuberkulose, da der var en stor risiko for at han havde det.
Tre dage senere hentede vi Rouy og faderen til operationen. Moderen besluttede at blive hjemme, da den sidste tur til byen havde været en stor belastning for hende.
Operationen gik godt, men det var hårdt for den lille fyr, der i forvejen var svækket og underernæret, at skulle faste i mange timer før operationen. Han var træt og bange, men heldigvis kunne faderen være hos ham, og sove hos ham, de 3 dage han var indlagt efter operationen.
Vi var selvfølgelig meget spændte på operationens udfald, og dagen efter fortalte Rouy at han stadig havde ondt i øjet, men kunne se bedre !!! Fantastisk !! Halleluja !!
Samtidig fandt lægerne ud af at han havde tuberkulose, og han blev sat i behandling med det samme.

På vej ud til familien.

 2 uger efter operationen var vi igen ude hos familien, da vi skulle have ham med tilbage til kontrol på hospitalet. Det var en helt anden dreng vi mødte nu. Ja, faktisk var han slet ikke hjemme da vi kom, men var ovre og lege ved nabohuset. Hans eget og forældrenes ansigter lyste med store smil, da han sikkert og målrettet selv gik turen tilbage til huset. Fra at have været næsten blind og bundet til huset, kan han nu gå frit omkring på egen hånd!!
Desuden fortæller moderen at ved hjælp af en salve mod muskel og led smerter, som vi havde med til hende sidst, kan hun nu gå rundt ved hjælp af en stok, og har færre smerter.

En glad Rouy Rhut !

Rouys mor i midten der glad fortæller hvordan salven har hjulpet.

Pas på mig..... !! En tilfældif t-shirt, men meget rammende.

Til kontrollen sagde lægerne, at operationen helt sikkert havde haft en effekt, og at han ved at træne øjet hver dag kunne forbedre synet yderligere.

Han fik en lup, en bog og nogle legoklodser i forskellige farver med hjem, og faderen blev instrueret forskellige øvelser de kunne lave med ham. 

Sidst på måneden har hospitalet et par briller klar til ham som vi skal ud med, og jeg glæder mig vildt meget til at se hvilke fremskridt han har gjort. Måske er synet nu så godt at han kan lære at læse? Fremtiden begynder at se anderledes ud for Rouy Rhut!

Gennem hele forløbet har vi fået lov til at bede og vidne for Rouy og hans forælder, der har været meget lydhøre. Bed sammen med os om, at denne oplevelse må være med til at lede dem til Kristus!